En anekdote fra det virkelige liv
Der var en gang for længe, længe siden en nybagt mor – nemlig mig – som havde fået den mest underskønne lille babydreng, med de smukkeste blå øjne. Jeg kunne kigge på ham i timevis – og han på mig.
Der gik ikke andet end 2 dage, før jeg måtte indse, at jeg var absolut dilettant udi moderskabet og en af de allerstørste udfordringer blev amning, skarpt forfulgt af søvn, som i INGEN søvn.
Det er jo løgn, når jeg siger, at han ikke sov det første år. Altså, ingen børn kan holde sig vågne 365 dage uden at kigge på indersiden af deres øjenlåg. Men det føltes sådan!
Og mine ømme bryster, blå mærker, mærkelig indretning af stuen, ikke at forglemme den slanke linje og vores telefonsvarer på konstant vågeblus vidnede om, at der 3. th. boede en nybagt familie.
Nu er der gået 13 år og jeg kan sagtens gække og grine. Men sandheden er dén (og det er før Slyngevuggen flyttede ind i vores hus eller blev almindelig kendt for søvnige forældre) at den første søde barselstid tærede på mit moderselvværd. Følelsen af, at alle – altså ALLE – i hele omegnen så mig eller hørte mine slæbende skridt bagved barnevognen.
Her kommer 10 ting jeg må indrømme jeg har gjort:
Lift-dansen – at svinge liften mellem mine ben og oven i købet få en ungkarl på visit til at gøre det samme, mens jeg lige spiste en hurtig pasta. Jeg husker hans udråb ”Gider du lige lade være med at tage billeder af det her”. Og ”Er det virkelig nødvendigt”. Hold da op hvor har jeg haft mange blå mærker…
At danse til høj musik – og elske mine døve underboer kl 03.00 om natten med baby i armen.
At drikke en kold øl – et råd fra en bedsteforælder (skønt råd, mægtig afslappende… for mor).
At hoppe på en gammel springmadras med baby i armen.
At synge og synge – og snerre – og synge hele ”de små synger”.
At bære barnevognen op på 3. sal for at køre dødskørsel i gennem stuerne.
At sætte hjul på tremmesengen og køre den ind til spisebordet.
At smøre en gigant madpakke og tage på sightseeing i 2860 (ja, du ved, det der med TV-byen) fra kl 07.30 til 17. HVER dag. En HEL sommer. Effektiv slankekur, skulle jeg hilse.
At invitere sundhedsplejerske til at forsøge at overbevise purken om at sove (hun opgav og gik igen). Nice!
At binde ham på kroppen med et tørklæde og snuppe sig en lur.
At nyde 30 minutters ro med en lur ved siden af barnevognen under min favorithængebirk på Runebergs Allé.
Og hvorfor skrive det her lille hysteriske indlæg og genere dig, som naturligvis sagtens kan putte dit barn?
Blot for at sige: Ja, jeg har været dér på kanten af totalt-kørt-i-sænk-af-træthed-og-uendelig-kærlighed.
Og mange andre steder, for den sags skyld.
Og for at minde dig, der kan genkende udfordringen, om, at du ikke er alene! Hvis du VAR alene, ville det næppe være interessant – sådan rent kommercielt – at udgive den ene søvnbog efter den anden.
Om de virker skal jeg ikke kunne sige. Jeg HAR læst de fleste i professionelt øjemed som søvncoach.
Til gengæld får jeg hver eneste dag ”lettede e-mails” fra familier, som har fået indskrænket deres putteritual til at omfatte Slyngevuggen.
Dette er som sådan ikke en reklame – blot en påmindelse om at KEEP IT SIMPLE!
