Flyt

Skal du have katten med, når du flytter hjemmefra?

Min førstefødte, nyudsprungne pubertetsspire udfordrer mig hver dag.

Senest forleden aften, hvor vi sidder og ser et program om desserter –  en fælles passion.

Den unge mand sidder med vores yngste kattedyr, Sif, i favnen og er tydeligt forelsket.

Pludselig siger han: ”Jeg tror gerne jeg vil udstationeres – eller hvad det nu hedder…”

Tavshed og endnu mere tavshed. ”OK, Nice”, kommer det fra moderdyret, der sidder på kanten af overgangsalderen. .. ”Ja, jeg vil gerne til et land, hvor jeg ikke fatter en skid..”, fortsætter han ufortrødent.  

Tavshed.

”Husk at bevar roen – en dreng på 13 år øver sig bare på livet og er ikke ude efter dig, vel mor? HUSK det nu.” (Cf fra Gud ved hvilken opmuntrende bog).

Vi er nået til en lækker mynte is… ”Hvor gammel kan katte egentlig blive, hva’”? Det pludselige emneskifte overrasker mig, men jeg svarer beredvilligt at vores ældste kat, Dandus, nu er 10 år…

Tavshed.

”Jeg tror jeg tager katten med, når jeg flytter…”