Krakelerede glansbilleder
Kære Julia
For 9 år siden var jeg nede at bide i græsset. Desværre ikke fordi jeg var kommet mig selv i forkøbet og derfor lå i en svensk stresshave og drak biodynamisk gulerodssaft, men fordi jeg en august morgen pludselig havde slukket for min indre GPS og ikke kunne finde rundt i mig selv. Mit hjerte lå på børnehavens parkeringsplads – eller i hvert fald noget af det, for jeg havde da også smidt dele af mit sønderrevne hjerte i vuggestuen…
Hvor syg skal man være for at mærke efter?
Jeg sad nu på den hede kontorgang hos en af Danmarks største virksomheder, i fuld gang med at hale ind efter en meget kort ferie.
Over mig hang en job beskrivelse, der kunne beskæftige en mindre Jysk landsby, og udover den sad jeg dér med et par arbejdsmiljøopgaver på mit bord: Mine kolleger skal da have det dejligt! Også godt med lidt kvalitetssikring som sidebeskæftigelse: Man skal da kunne dokumentere… når kæden hopper af!
Jeg havde natten inden lavet en to-do-liste, der kunne fylde en hel toiletrulle og sprunget dagens vigtigste måltid over i håb om, at jeg med en karrierefrokost (banan og kaffe ved skærmen) kunne hente mine – dengang 2 – skønne unger inden dag var blevet til aften.
Det var august og de indre alarmklokker havde bimlet og bamlet så længe, at tinnitus og søvnmangel var mine kære venner.
Det var august og lige med et rystede min krop, så intet over-jeg kunne kontrollere den. Jeg lukkede døren til kontoret, mit andet hjem. Den dame, jeg havde i telefonen, spurgte ”Er der noget galt”? ”Nej nej”, sagde jeg med stålsat stemme. Ingen slinger i valsen her.
Det var august og den allerførste dag af en – skulle det vise sig – meget lang sygemelding og rejse tilbage til mig selv.
Jeg rejste mig fra min stol. Turde ikke gå ud af mit kontor, ringede til en ven, der kom og fulgte mig ned til døren.
Nu skulle jeg bare finde hjem – men hvad vej var det nu lige…. ?
De næste mange måneder er tågede, men efter 9 måneders kravlen og stavren rundt påbegyndte en 100 dages ferie, som mine ældste børn stadig beretter om med eventyrlys i øjnene: Vi skulle være sammen hver dag i 100 dage!
Det blev til 1½ år.
100 dage er nemmere at forstå, når man er under 1 m høj.
Og 100 dage er nemmere at forholde sig til, når man er i tvivl om, hvordan man EGENTLIG er sammen med børn hele døgnet, alle dage? Men – selvfølgelig kan en mor være sammen med sine børn!
Nu sidder jeg her med 4 børn omkring mig.
I min egen virksomhed.
Og ja, jeg passer stadig mine børn selv.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det er let. Men for mig LANGT lettere end at aflevere dem hver dag i institutionen.
Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at din bog ikke har rørt mig.
Jeg hører til dem, der som jeg fornemmer dig, på dødslejet vil rejse mig for at fylde fryseren med mad, gøre rent og vaske tøjet, så den første tid ikke skal blive for svær for de efterladte.
Pligtopfyldende? Hm…
