Sov igennem

Søvn er et tema for langt de fleste børnefamilier. Alligevel har vi ikke en mærkedag ”I dag er det 1 år siden mit barn sov igennem for første gang”.

Vi glemmer nemlig, hvornår det nøjagtig var, at søvngænger tilværelsen stoppede.

Men i går aftes, da jeg som sædvanligt lå og tømte mit hoved for tanker, hørte jeg pludselig noget der mindende om 13 elefanter på vores kældertrappe.

Hmm – det blev højere og højere og dér stod min store dreng med dyne og pude under armen, stadig spor af barneansigt, selv om teenageren er flyttet ind …

”Jeg kan ikke sove… må jeg sove hos jer”?

Da der endelig var ro på puderne lå jeg og funderede over, om jeg kunne huske, hvornår natteroen var hverdag hos os?

Nej – det kan jeg ikke!

Men jeg husker tydeligt det gamle, irriterende udsagn: ”små børn, små problemer…”

Så natteroderiet er nok bare træning til, at vi som forældre kan lære at ligge søvnløse, når vores teenagere starter nattelivets glæder…